Beboerne i den vestsjællandske by Ugerløse vågner søndag op til en stor mængde udrykning.

Natten til søndag har en lagerhal stået i flammer.

Det oplyser vagtchefen i Midt- og Vestsjællands Politi, Mads Haugaard, til B.T.

»Vi fik meldingen klokken 03.51 om, at der var brand i en lagerhal i udkanten af Ugerløse,« siger vagtchefen.

Der er tale om en træhandel. Og det er desværre en rigtig skidt kombination med ild.

Og derfor ser bygningen, som er omkring 50 x 50 meter, ud til at gå helt op i røg.

»Bygningen var overtændt, da vi ankom til stedet. Og den kommer til at brænde helt ud,« siger vagtchefen og uddyber:

»Der er heldigvis ingen personer, der er kommet til skade. Men der har været en del røgudvikling, som kan være til gene,« siger vagtchefen.

Han oplyser videre, at brandvæsenet fortsat er på stedet til noget efterslukning af branden.

Politiet er dog kørt fra stedet igen.