Lyt til artiklen

Ford brød regler om skjult reklame ved at få ti kendte til at poste billeder af sig selv og biler fra Ford på Instagram.

Derfor er bilimportøren Ford Motor Company A/S mandag blevet idømt en bøde på 200.000 kroner ved Retten i Glostrup.

Det meddeler Forbrugerombudsmanden, som selv politianmeldte virksomheden for forholdet i november 2016, i en pressemeddelelse.

Retten slog fast, at 56 opslag på ni af de såkaldte ambassadørers Instagram-profiler var at regne for skjult reklame og derfor ikke var i tråd med lovgivningen.

Det var ikke nok, at de pågældende personer havde tagget Ford som virksomhed i opslagene.

»Hvis virksomheder anvender kendte til at promovere produkter, så skal det naturligvis også være tydeligt, at det er reklame,« siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i meddelelsen.

Derudover blev Ford dømt for vildledning af forbrugerne, da man fra juli 2015 og frem til februar 2016 havde markedsført fire varianter af Ford Kuga med kampagnepriser over for en vejledende pris, selv om kunder havde kunnet købe de pågældende modeller til samme kampagnepris tre måneder forinden.

»Virksomheder må ikke friste med kampagnepriser som fordelagtige priser, hvis det er den pris, et produkt reelt blot sælges til,« siger Christina Toftegaard Nielsen.

De i alt 60 opslag på Instagram blev vist på ti forskellige ambassadørers profiler i en periode på mere end tre år fra april 2013 til december 2016.

De pågældende ambassadører havde i december 2016 mellem 1.152 og 70.600 følgere.

Ford Motor Company A/S har 14 dage til at beslutte, om man vil anke dommen.