Fire personer blev fredag eftermiddag indlagt efter en arbejdsulykke på en gård lidt uden for Holstebro.

Tidligere gik meldingen på, at fire brandfolk også var indlagt, men det er ikke tilfældet, oplyser vagtchef, Carsten Henriksen, til B.T.

Gårdejeren, hans kone og hans forældre kom ifølge TV Midtvest til skade i forbindelse med et udslip med gyllegasser fra en svinestald.

»De er alle sammen i stabil tilstand, men gårdejeren har det værst,« siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Carsten Henriksen til tv-stationen.

De fire er nu indlagt på hospitalet, og det samme er også fire brandmænd, som har deltaget i redningsarbejdet. De skulle alle være uden for livsfare.

Arbejdsulykken skete i en svinestald med tremmegulv, hvor gyllen bliver opsamlet under gulvet.

Landmanden havde et ærinde under tremmegulvet, men blev bevidstløs på grund af gasserne fra gyllen.

Vagtchefen fortæller til TV Midtvest, at et familiemedlem forsøger at hjælpe, men han bliver selv bevidstløs. Det samme sker for to andre familiemedlemmer.

Ved du noget om sagen? Skriv til os på 1929@bt.dk eller på vores side på Facebook.

Heldigvis lykkedes det for det fjerde familiemedlem at få reddet sig op igen, så hun kan slå alarm.

Politiet har været til stede med flere patruljer. Brandvæsenet og en lægeambulance har også været der.

Kort efter ulykken var der risiko for, at en eller flere af de tilskadekomne ville dø af sine kvæstelser.

Heldigvis meldes alle altså nu udenfor livsfare.