En 29-årig mand fra Fyn blev natten til torsdag stoppet i en bil af en patrulje fra Fyns Politi.

Manden kørte, ifølge vagtchef Milan Holck Nielsen, 'noget for stærkt'

Forinden havde patruljen målt manden til at køre ikke under 170 kilometer i timen på Sundbrovejen i Svendborg. En strækning, hvor der er en hastighedsbegrænsning på 70 kilometer i timen - altså mere end 100 kilometer mere i timen end det tilladte.

Det fortæller Milan Holck Nielsen, vagtchef ved Fyns Politi.

I første omgang forsøgte manden at stikke af fra betjentene, men måtte efter kort tid sande, at han ikke fik held med foretagendet.

»Bilen blev bragt til standsning efter en kort eftersættelse,« lyder det fra vagtchefen.

På grund af den høje hastighed, så blev bilen beslaglagt på stedet.

Den 29-årige mand var desuden påvirket af narko og havde tidligere fået frakendt retten til at køre bil.

For godt et år siden trådte nye regler om vanvidskørsel i kraft. Reglerne indebærer blandt andet, at politiet kan beslaglægge en bil på stedet, hvis føreren overskrider hastighedsgrænsen med mere end 100 procent.

I løbet af det første år med de nye regler om vanvidskørsel blev knap 1.000 biler snuppet og beslaglagt af politiet.