En kvinde var tilsyneladende påvirket af både stoffer og alkohol, da hun tirsdag blev stoppet i sin bil i Rødekro.
Og hun havde to børn i bilen.
Det fortæller Søren Strægaard, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
»Klokken otte tirsdag morgen blev hun stoppet i en rutinekontrol på Vestergade i Rødekro,« siger han til B.T.
Hendes promille var for høj, og hun testede også positiv for flere stoffer.
»Med i bilen var også to børn som ikke havde sikkerhedssele på,« fortæller vagtchefen.
Politiet afventer nu svar fra den blodprøve, som kvinden fik foretaget på sygehuset tirsdag.
»Resultatet af blodprøven vil komme til at afgøre, hvad der skal videre med kvinden,« siger Søren Strægaard.