Han var ansat som støttepædagog for en stærkt handicappet dreng. 

Men i stedet for hjælp og omsorg udsatte han i månedsvis sit syv-årige offer for voldtægt, trusler og vold.

Sådan lyder den rystende tiltale mod en midaldrende mand fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Manden er beskyttet af navneforbud og var ansat som støttepædagog for blandt andre den stærkt handicappede dreng, som ifølge anklageskriftet på grund af sin unge alder og sygdom var i en hjælpeløs tilstand i forhold til den voksne mands fysiske og psykiske overlegenhed.

Flere gange skulle han ifølge tiltalen have udsat den syv-årige dreng for forskellige former for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, blufærdighedskrænkelser samt ulovlig tvang.

Drengen har forklaret, at han var blevet truet med tæsk af støttepædagogen, hvis han fortalte sine forældre om overgrebene. 

De seksuelle overgreb på drengen stoppede tilsyneladende først i forbindelse med en voldsepisode tidligere på året, hvor også en anden stærkt handicappet dreng blev voldeligt forulempet af støttepædagogen.

Ifølge tiltalen tog den midaldrende mand ved den lejlighed på skift fat med sine arme om halsen på drengene og klemte til, mens han sagde til dem, at hvis de ikke stod stille, ville han stramme grebet yderligere.

Begge drenge har siden forklaret, at støttepædagogen flere gange tidligere i månederne forinden har taget hårdt fat rundt om overkroppen på dem og klemt til – dels med sine arme og dels med sine ben.

Det er uvist, hvordan manden stiller sig til tiltalen, men da sagen efter planen skal behandles som en domsmandssag ved byretten i Holbæk i næste uge, tyder det på, at han ikke har i sinde at erklære sig skyldig.

Straffesagen behandles over fem retsdage og ventes afsluttet 27. november.