En mand og en kvinde er tirsdag blevet anholdt på mistanke om at have fremmet en terrororganisation.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

De to mistænkes konkret for at have fremmet Hamas, som politiet betegner som en terrororganisation.

Ifølge politiet er det sket gennem "salg af diverse tøjartikler". På nuværende tidspunkt vil politiet ikke uddybe det nærmere.

Anholdelserne er sket tirsdag i Brøndby i et samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Længere tids efterforskning ligger bag anholdelserne, lyder det.

Manden og kvinden bliver tirsdag klokken 13.15 fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup.

Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre i retsmødet.

Imødekommer dommeren anmodningen, vil politiets beviser samt de sigtedes forklaring blive hemmeligholdt.

Sigtelsen ventes dog forinden at blive læst op, ligesom forsvarerne kan oplyse, hvordan de sigtede forholder sig til sigtelsen.