Toldstyrelsen i Norge spærrede øjnene op, da de pludselig stod på bananlageret Bama i Oslo.

For i de mange banankasser stødte de på 820 kilo kokain, skriver NRK.

Det er dermed den største kokainbeslaglæggelse, der nogensinde er foretaget i Norge. Rekorden lød tidligere på 153 kilo.

Politiet oplyser, at der ikke er nogen anholdte i sagen, men at man ikke mistænker bananvirksomheden Bama eller nogen af dets ansatte for at stå bag.

Foto: HANDOUT
Vis mere

Dog understreger politiet, at der er tale om en »meget alvorlig sag, som er under efterforskning.«

Politiet oplyser, at de ikke kan udelukke, at der kan være tale om et større netværk med forbindelser til Norge. En stor del af narkokriminaliteten har tråde til internationale netværk og styres ofte fra udlandet.

Politiet arbejder ud fra en teori om, at partiet ved en fejl blev sendt til Norge, og at kasserne med kokain faktisk skulle sendes til et andet modtagerland.

Det var takket været et tip fra Tyskland, at Norge kom på sporet af den massive mængde kokain.

Foto: HANDOUT
Vis mere

Tidligere på ugen blev der nemlig beslaglagt 1.200 kilo kokain i Brandenburg i Tyskland, der også var gemt i en masse frugt. Her fandt man ud af, at et lignende parti var sendt til Norge, og de gav derfor tippet videre.

Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På Fersk Gerning' her eller dér, hvor du normalt lytter til podcast: