Tusindvis af kontanter fra pengeskabe, smykker, designertasker, sølvtøj, en guldlup og høreværn for langt over 700.000 kroner.
Det er, hvad to mænd er tiltalt for at stjæle i en større straffesag, der kører i Retten i Holbæk. De to personer et tilsammen tiltalt i 19 forskellige forhold, både sammen og hver for sig.
Det fremgår af anklageskriftet, som B.T. er i besiddelse af.
De to tiltalte tyveknægte har angiveligt begået indbrud over hele Sjælland, hvor de på flere adresser skal have skaffet sig langt over 100.000 kroner i værdi.
Blandt andet lavede den ene af de tiltalte et indbrudstyveri af særlig grov beskaffenhed på en adresse i Charlottenlund tilbage i marts i år.
I tidsrummet mellem 23.10 og klokken 04.00 luskede den 42-årige mand rundt på adressen, hvor han stjal smykker sølvtøj, en Louis Vuitton beauty box og tre Chanel tasker til en samlet værdi på 336.800 kroner.
Den anden af de tiltalte er blandt andet også tiltalt for et indbrud juleaften.
Indbruddet bliver ligeledes klassificeret som af særlig grov beskaffenhed, da den 51-årige mand fik adgang til en bolig i Smørum.
Her blev rovet en kikkert, høreværn, en pengekasse, en værdiboks, diverse smykker samt kontanter til en samlet værdi på cirka 123.800 kroner.
De to kumpaner har også sammen været på spil på en adresse i Holbæk, hvor man tømte et pengeskab og stjal en Bottega Veneta taske til en samlet værdi af 54.000 kroner.
Ifølge anklageskriftet vil man gå efter, at få den 51-årige udvist af landet.
Hør mere om blå blink og kriminalitet i B.T.s podcast her: