En 34-årig mand blev sent mandag aften overfaldet på den københavnske vestegn.
»Der er tale om en mand fra lokalområdet, som blev overfaldet af indtil flere gerningsmænd,« fortæller vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi, David Borchersen, til B.T. tirsdag morgen.
Overfaldet fandt sted på Taastrup Hovedgade, og anmeldelsen kom klokken 22.25.
Politiet rykkede talstærkt ud til området og anholdt kort efter en 33-årig mand, som også er fra lokalområdet.
De første meldinger gik på, at gerningsmændene brugte kniv.
»Vi har også fundet et kniv i området, men den forurettedes skader tyder dog ikke på, at han er blevet stukket med den,« fortæller vagtchefen.
Den 34-årige blev kørt til hospitalet og undersøgt.
Der er indtil videre ingen meldinger om, hvilke skader han har pådraget sig.
Vagtchefen kan heller ikke oplyse, hvad der er gået forud for overfaldet, og hvorvidt de implicerede kendte hinanden.
De øvrige gerningsmænd er stadig på fri fod.
Ved du noget om sagen, kan du kontakte Vestegenens Politi på telefon 114.