En større politiaktion afspærrede onsdag hovedvejen rute 11 nord for Thisted.

I løbet af både formiddagen og eftermiddagen har der været betjente langs vejen fra Thisted mod Fjerritslev mellem Skovsted og Øsløs, skriver TV Midtvest

I begyndelsen var politiet tilbageholdende med oplysninger om politiaktionen. 

Det forlød kun, at man ledte efter »effekter« i forbindelse med en sag. 

»Vi arbejder helt op til vejen, og derfor er vejen i øjeblikket delvist spærret, og trafikken dirigeres af politiet,« sagde politikommissær Theis Thylstrup, leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet ved Midt- og Vestjyllands Politi, til tv-stationen, mens aktionen stod på.

Omkring klokken 16.30 oplyste politiet, at eftersøgningen er afsluttet.

Han fortæller TV Midtvest, at de effekter, man ledte efter, har relation til en 49-årig mand, som i sidste uge blev fundet død i området. 

Dengang udtalte politiet, at der ikke var noget mistænkeligt ved dødsfaldet.

Den afdøde blev fundet i en å efter at have været meldt savnet nogle dage. 

Det fremgår ikke, om politiet i løbet af dagens eftersøgning har fundet spor, der kan kaste nyt lys over sagen.