En større brand sydøst for Sunds i Midtjylland fik tirsdag formiddag politiet til at råde borgere i området til at blive væk fra røgen og holde sig inden døre.

Det er en lagerhal ved den lokale svæveflyveklub på Skinderholmvej, Herning Svæveflyverklub, der stod i flammer.

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi var der en overgang risiko for, at branden ville brede sig.

»Branden udvikler kraftig røg, og det blæser i retning mod Sunds. Derfor skal folk i området holde sig ude af røgen og gå indendøre, hvis de er i nærheden,« sagde vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, René Pagh, til bt.dk tirsdag formiddag.

Brandfolkene kæmpede med at få ilden under kontrol.

»De er i gang med at slukke derude, og jeg vil tro, at branden er nedadgående, men det er for tidligt at sige, at den er under kontrol,« siger vagtchefen.

Kort før klokken halv elleve oplyser politiet til tv2.dk, at branden er under afvikling. Det betyder, at borgerne i området snart kan færdes udenfor igen.

Politiet har endnu ingen indikationer på, hvad årsagen til branden er.