Det Kongelige Teaters beslutning om at aflyse forestillingen 'Frankenstein' i april i år var en medvirkende årsag til, at koreografen Liam Scarlett tog sit eget liv.

Sådan lyder konklusionen fra den britisk ligsynsdommer Jacqueline Devonish torsdag.

»Det er min afgørelse, at aflysningen af »Frankenstein« var en faktor i hans beslutning om at tage sit eget liv,« lød det ifølge Berlingske og BBC fra Jacqueline Devonish i forbindelse med ligsynet.

En proces, der efterforsker uafklarede dødsfald, som det var tilfældet med Liam Scarlett.

Vi skruer tiden tilbage.

16. april i år udsendte Det Kongelige Teater en pressemeddelelse om, at forestillingen »Frankenstein« på Det Kongelige Teater i København er blevet aflyst på grund anklager om krænkende adfærd fra Liam Scarletts side.

Dagen efter, 17. april, kom den triste nyhed om Liam Scarletts død. Han havde ifølge britiske medier begået selvmord.

»Vi er dybt berørte af nyheden om Liam Scarletts død. Vores tanker går til hans efterladte. Vores fokus er nu på vores medarbejdere og på at hjælpe og støtte dem i den kommende tid,« lød det i en skriftlig erklæring fra teaterchef Kasper Holten i den forbindelse.

Torsdag kom det så frem, at Liam Scarlett blev fundet af sine forældre i sin lejlighed i Suffolk 12. april i år. Han havde forsøgt at hænge sig selv, men blev bragt til hospitalet i Ipswich. Fire dage senere døde han af hjertestop.

Af torsdagens ligsyn fremgik det, at Liam Scarlett led af en alvorlig hjerneskade, og da prognoserne så dårlige ud, indvilgede hans forældre i, at man stoppede behandlingen.

Umiddelbart inden selvmordet havde den britiske stjernekoregoraf skrevet et afskedsbrev til sin mor.

»Det har været nogle hårde år, og de har nu knækket mig. Jeg føler ikke, at der er nogen vej ud. Derfor er jeg nået hertil. Jeg vil have smerten til at stoppe, og nu føler jeg fred,« skrev han ifølge Berlingske i afskedsbrevet.

Koreografen henviste til de beskyldninger om krænkende adfærd, som har hængt over ham i årevis. Først hos det  britiske balletkompagni Royal Ballet, som han stoppede hos i marts 2020, som følge af beskyldningerne, men som han siden er blevet frikendt for.

Siden hos Det Kongelige Teater, som altså medførte, at teateret droppede forestillingen 'Frankenstein', hvor Liam Scarlett var gæstekoreograf.

Og det var således den beslutning, som ifølge det britiske ligsyn var en medvirkende årsag til, at Liam Scarlett tog sit eget liv. For selv om Det Kongelige Teateret først orienterede offentligheden om aflysningen 16. april, havde de altså orienteret koreografen om beskyldningerne inden, han begik selvmord, fastslår ligsynet.

I forbindelse med ligsynet var Liam Scarletts mor, Deborah Scarlett, nemlig indkaldt som vidne. Hun kunne fortælle, at sønnen vidste, at forestillingen ville blive aflyst. Hun påpegede, at det var familiens klare opfattelse, at det bidrog til, at han tog sit eget liv.

Konklusionen får ingen juridisk betydning, og i en mail til Berlingske oplyser Det Kongelige Teater, at de ikke ønsker at kommentere sagen yderligere.