En ung mand blev onsdag morgen anholdt og sigtet for tyveri i Rødbyhavn.

Det er ikke i sig selv særligt opsigtsvækkende, hvis det ikke var fordi, stjerneinstruktøren Christopher Nolan optager en ny film netop fra Rødbyhavn.

Ifølge det lokale med TV ØST begik manden indbrud i en båd i netop den del af havnen, Vestkajen, hvor holdet bag den nye spillefilm 'Tenet' holder til.

Området er spærret helt af, og det er tæt bevogtet af vagter. Alligevel er det lykkedes manden, der nu er sigtet i sagen, at bryde ind i en båd, fortæller Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

»Manden er brudt ind på en båd på Vestkajen og har angiveligt forsøgt at stjæle nogle papirer. Han blev dog opdaget og tilbageholdt af vagter i området,« siger vagtchef Kent Edvardsen.

Indbruddet skete ganske få timer efter, at nyheden om, at Christopher Nolan og hans hold var i gang med at indspille en ny film ved Lolland, brød ud i danske medier.

Nærmere bestemt optager de på vindmølleparken Rødsand 2, der ligger ud for Rødbyhavn og Nysted.

Politiet oplyser, at der er tale om en psykisk syg mand, der vil blive løsladt efter afhøring.