Genoplev onsdagens retssag minut for minut i LIVE-bloggen i bunden af artiklen.

Det kan koste Peter Madsen dyrt, at han virkede næsvis og svarede anklageren igen under onsdagens retssag mod den drabstiltalte ubådsejer.

Det mener Henrik Stagetorn, der er forsvarsadvokat og partner i Stagetorn Advokat og har fulgt retssagen mod Peter Madsen tæt.

»Han prøvede at gå i diskussion med anklageren. Det er en farlig sti at bevæge sig ned ad, og det er ikke noget, retten er imponeret af. Det er ikke meningen, han skal stille spørgsmål tilbage, det er anklageren og forsvareren, der stiller spørgsmål,« siger han.

Erkendte partering

Onsdag var anden dag i retssagen mod Peter Madsen, og hele dagen var sat af til hans forklaring. Ved første retsmøde 8. marts begyndte anklagerens, Jakob Buch-Jepsens, udspørgen af ubådsbyggeren, og den er fortsat onsdag.

Under dagens retssag erkendte den drabstiltalte Peter Madsen, at han parterede Kim Walls lig og smed hende over bord i august sidste år. Samtidig erkendte han usømmelig omgang med lig, men nægtede sig skyldig i drab.

Tvivl om 10. august

Undervejs i anklagerens spørgsmål blev Peter Madsen spurgt ind til, hvad han lavede 10. august - dagen hvor drabet fandt sted. Det kunne han ikke huske. Men da Peter Madsens forsvarer, Betina Hald Egemark, spurgte, svarede han meget detaljeret.

»Man fik bekræftet, at han gerne ville tale, når det er forsvareren. Han føler sig mere komfortabel med hende. Der kender han spørgsmålene og rækkefølgen. Men det bliver noget, anklageren vil bruge i sin procedure, at han kun valgte at svare forsvareren,« siger Henrik Stagetorn.

Bagud med 10 point

Retssagen begyndte med en vis polemik, da Peter Madsen kom for sent og ville tale med sin forsvarer under fire øjne. Men det er ret normalt, fortæller Henrik Stagetorn,

»Det sker, at den anklagede føler, at han starter på minus 10 point, og så har man brug for at veksle et par ord med sin forsvarer. Man får ikke lov i en halv time, men man må gerne i nogle minutter,« siger Henrik Stagetorn.

Retsmedicineren er afgørende

Torsdag skal sagens retsmediciner afhøres. Det bliver afgørende, mener Henrik Stagetorn.

»Ved retsmedicinerens afhøring skal Peter Madsens forklaringer gås efter i sømmene. Derudover kommer der et vidne ind, der ved noget om ubåde. Det bliver meget centralt og kan af- eller bekræfte hele Peter Madsens forklaring,« siger han.

Herunder kan du se Henrik Stagetorn i en video, inden retssagen begyndte, give sin vurdering af, hvad der er forsvarerens bedste kort på hånden:

Herunder kan du læse, hvordan onsdagens retssag foregik minut for minut: