To unge mænd i 24-års alderen skal i fængsel for et stort vinkup, de begik i 2018.

Nordjyske skriver, at de to mænd brød dørene op til en vinkælder på Hotel Viking i Sæby for derefter at stjæle over 100 flasker vin til en samlet værdi af 1,5 millioner kroner.

I første omgang slap tyvene væk med varerne i behold, men et halvt år senere serverede de så en stor ledetråd på et sølvfad til politiet.

En af dem tog nemlig et billede af en fem liters flaske vin af mærket Chateau Mouton Rothschild årgang 1992 nytårsaften og lagde det op til frit skue på Snapchat.

En dyr flaske, som Hotel Viking kunne genkende. Så de underrettede politiet, der begyndte at undersøge de to 24-årige, da den ene af dem havde været ansat som tjener på hotellet.

I januar 2019 ransagede de den tidligere tjeners lejlighed, og her fandt de den tomme flaske.

I Retten i Hjørring nægtede begge tyveriet, men den tidligere tjener forklarede, at han havde solgt vin fra hotellet, mens den anden 24-årige, der havde taget billedet af den dyre vinflaske, erkendte at have været i besiddelse af flasken, men fortalte, at det var en, han havde fundet.

Retten i Hjørring fandt dog parret skyldige i vinkuppet, og derfor blev den tidligere tjener idømt halvandet års ubetinget fængsel, mens hans ven fik et års fængsel, hvoraf tre af månederne var ubetingede.