Han foregav at være hjælpsom og skaffede en taxa til den berusede kvinde.

Men herefter voldtog han hende og stjal hendes dankort på vej ud ad døren.

Sådan lyder de alvorlige sigtelser mod en 35-årig mand, der tirsdag blev fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre i dommervagten i København.

Ifølge sigtelsen mødte han sent lørdag aften ved godt 22-tiden den stærkt berusede kvinde på gaden, hvor han samlede hende op og med en taxa fik hende transporteret hjem til hendes adresse.

I lejligheden på Nørrebro i København voldtog han i løbet af natten hende mindst én gang ifølge politiets sigtelse, inden han forlod sit offer og på vej ud af lejligheden også stjal hendes dankort.

Bagefter misbrugte han flere gange kvindens stjålne dankort flere steder på Vesterbro til forskellige indkøb, men i nogle tilfælde blev købene dog afbrudt undervejs, har politiet kunne konstatere.

I det lukkede grundlovsforhør tirsdag formiddag nægtede den 35-årige mand sig skyldig i voldtægt af kvinden, men han kunne erkende at have stjålet hendes dankort.

Dommeren besluttede imidlertid, at der var tilstrækkelig begrundet mistanke til at varetægtsfængsle ham under politiets fortsatte efterforskning af sagen.

Samtidig blev der nedlagt et navneforbud for den 35-årige mand, så det ikke er tilladt offentligt at fremkomme med informationer, der kan røbe hans identitet.

B.T. kan dog oplyse, at manden tidligere har været fremstillet i andre grundlovsforhør og er blevet varetægtsfængslet på mistanke om forskellige former for grov kriminalitet – heriblandt forsøg på voldtægt mod en 18-årig kvinde. Det er uvist, i hvilket omfang de tidligere sager er endt med fældende domme.