De slog til i Tarm. Og Holstebro og Skjern.

Nu efterlyser politiet dem for databedrageri og tyveri.

Midt- og Vestjyllands Politi beder om offentlighedens hjælp til at identificere to kvinder og en mand, som er mistænkt for at have begået databedrageri ved at hæve penge fra stjålne hævekort.

Det skete ifølge politiet torsdag 10. februar i år i tidsrummet fra kl. 10.20 til kl. 14.00. Her begik tre personer – to kvinder og en mand – flere forhold omkring tyveri af hævekort og databedrageri i områderne Holstebro, Skjern og Tarm.

De tre personers fremgangsmåde var at aflure pinkoder til hævekort, hvorefter de stjal hævekortet ved at aflede den forurettedes opmærksomhed.

Midt- og Vestjyllands Politi har nu offentliggjort overvågningsbilleder af de tre personer i håb om, at offentligheden kan hjælpe med at identificere de mistænkte.

Af de tre gerningspersoner var to af dem mellemøstligt udseende kvinder i alderen 25-35 år. Begge med almindelig kropsbygning, mørke i huden og med sort hår og brune øjne.

Den ene af kvinderne var iført en lysegrå jakke med et mærke på venstre overarm samt et gråt tørklæde svøbt om håret og halsen. Hun medbragte en blålig »vadsæk«.

Den tredje efterlyste - en mellemøstligt udseende mand - blev fanget på overvågningen, da han hævede på de stjålne hævekort.
Den tredje efterlyste - en mellemøstligt udseende mand - blev fanget på overvågningen, da han hævede på de stjålne hævekort.
Vis mere

Den anden kvinde var iført en brun dunvest, sort/hvid og gråternet jakke samt lyserød strikhue og mørke bukser.

Endelig efterlyser politiet også en 30-40 årig mand med mellemøstligt udseende og kraftig kropsbygning. Også han beskrives af politiet som mørk i huden og med sort, kort fuldskæg og brune øjne.

Han var iført mørkeblå trøje, sort/blå dunvest, blå/grå bukser samt blå sko med hvid bund og en blå strikhue. Desuden medbragte han en sort, skulderhængt taske.

Det var tirsdag eftermiddag ikke muligt at få yderligere oplysninger om sagen hos Midt- og Vestjyllands Politi, da den politikommissær, der blev opgivet som pressekontakt, ikke kender til sagen i detaljer.

Borgere, der har oplysninger om personernes identitet eller opholdssted, bedes kontakte politiet på tlf. 114.