En 37-årig kvinde fra Holbæk er ved Retten i Roskilde blevet idømt seks måneders fængsel for flere tyverier fra et plejehjem.

Kvinden blev dømt for på et ældrecenter i Kirke-Hyllinge at have stjålet smykker fra tre forskellige beboere. Smykkerne blev senere fundet hjemme hos kvinden, og på den baggrund valgte retten at finde hende skyldig, selvom hun nægtede tyverierne.

Kvinden blev også dømt for bedrageri ved at have opnået ansættelse på de to plejecentre samt yderligere to centre på Amager og i Taastrup samt i to kommuner ved brug af en falsk, ren straffeattest, selvom hun på det tidspunkt allerede havde modtaget en dom for tyveri og databedrageri på et års fængsel, hvoraf halvdelen dengang blev gjort betinget.

Kvinden blev desuden også med dommen frakendt retten til at arbejde med pleje på plejehjem, sygehuse og lignende steder de næste to år. Desuden fik hun en advarsel om udvisning.

Anklager Aino Stender fra anklagemyndigheden for Midt- og Vestsjælland, siger:

»Selvom sagen har trukket længe ud, så har retten alligevel valgt at afsige en mærkbar frihedsstraf, der afspejler, at kvinden har misbrugt sit betroede hverv som ansat på plejecentre."

Tyveriforholdene blev begået i 2020 og 2021. Kvinden blev tiltalt i 2022, men først efter berammelse af i alt 13 retsmøder lykkedes det at føre sagen til dom.

 Kvinden undlod flere gange at møde op i retten eller sendte sygemeldinger og derfor blev det løbende nødvendigt at beramme nye retsmøder.