26 oksemørbrader og spiritus.

Det er, hvad en 37-årig mand fra Stenløse i løbet af tirsdagen har stjålet fra fire supermarkeder.

Varer, der i alt har en samlet værdi på 10.000 kroner, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Tyverierne er blevet begået i Veksø Sj. og Jyllinge samt et ukendt sted. Det er de 26 oksemørbrader, som manden ikke kan huske, hvor stammer fra.

Tyven er blevet idømt en straksdom på tre måneders ubetinget fængsel i forbindelse med grundlovsforhøret. Han bliver dømt for i alt fire tyveriforhold.

De tre måneders fængsel er en fællesstraf med en reststraf på 23 dages fængsel, som den 37-årige mand manglede at afsone ved sin prøveløsladelse i starten af november måned.

Manden er tidligere idømt fængselsstraf for netop butikstyveri.

Retten bestemte, at den 37-årige skulle løslades efter grundlovsforhøret. Han vil blive indkaldt til afsoning af den idømte fængselsstraf på et senere tidspunkt.