Fire polske mænd straffes med fængsel for omfattende tyveri af genbrugstøj.
Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
De fire mænd er dømt for at stjæle omkring 10 tons tøj fra velgørende organisationers donationscontainere i Roskilde, København og på Falster. Heraf har politiet beslaglagt seks ton tøj.
Københavns Byret har idømt de fire mænd fængselsstraffe på mellem et og halvandet års fængsel
»Det er en omfattende sag om systematisk tyveri af tøj, som de dømte har stjålet fra forskellige nødhjælpsorganisationer med det formål at smugle det ud af Danmark og sælge det videre til andre. Det har vi nu fået sat en stopper for, og jeg er tilfreds med den dom, som retten er nået frem til,« siger anklagefuldmægtig Anna-Lisa Marx fra Anklagemyndigheden ved Københavns Politi i en pressemeddelelse.
B.T. har tidligere fortalt, at tyvene var tiltalt for i alt 33 forskellige forhold. Tøjet havde sammenlagt en værdi af over 95.000 kroner.
Chef for genbrug hos Røde Kors Tina Donnerborg har begrædt tyverierne.
»Det går ud over bundlinjen på vores sociale aktiviteter i Danmark og ude i verden,« sagde hun i september.
»Så det er børn, der ikke får lov til at komme på ferielejr, fordi folk tømmer containerne. Og så kan vi ikke hjælpe i Afghanistan i det omfang, vi gerne ville,« lød det.
Ud over fængselsstraffen er to af mændene blevet udvist med indrejseforbud de næste seks år, de to andre er udvist med indrejseforbud gældende i 12 år.
De fire mænd er i alderen 21 til 27 år og har alle modtaget deres dom.


