Da Midt- og Vestsjællands Politi tirsdag tog ud for at hjælpe en borger med at få sin stjålne cykel retur, fandt politiet foruden cyklen også narko, penge og et våben.

Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi onsdag.

Det var klokken 09.41 tirsdag, at politiet blev tilkaldt til en adresse på Strandvejen i Køge, hvor borgeren havde sporet sin stjålne cykel ved hjælp af et AirTag, altså en sporingsenhed.

På adressen var der en mand og en kvinde, der af politiet blev skønnet påvirkede. Derfor blev det besluttet at ransage stedet med hjælp fra en narkohund, og det gav resultater.

Samlet blev der fundet 57 gram amfetamin, 70 gram hash-produkter og lidt kokain og methamfetamin.

Der blev også fundet en digitalvægt, små salgsposer og et større kontantbeløb, og det indikerede for politiet, at vedkommende formentlig har besiddet narkoen med henblik på videresalg.

Det var dog ikke alt, der blev fundet. På adressen var der også en startpistol, der var blevet omdannet til at kunne skyde med ægte ammunition.

Den 41-årige mand, der blev truffet på adressen, er blevet sigtet for både cykeltyveriet, narkobesiddelsen og våbenfundet.

Mens cykeltyveri kategoriseres som en overtrædelse af straffeloven, falder narkobesiddelsen og våbnet i denne sag under mildere love - lov om euforiserende stoffer og våbenloven.

Den 41-årige mand fremstilles klokken 10.25 i et grundlovsforhør i Retten i Roskilde, hvor manden vil blive krævet varetægtsfængslet, mens politiet fortsat efterforsker sagen.

Manden, der havde fået stjålet sin cykel, fik cyklen retur.

Han er blandt de titusindvis af borgere, der hvert år melder en cykel stjålet. I 2024 blev 48.174 cykler meldt stjålet i Danmark, hvilket svarer til 132 cykler per dag. Det har Jyllands-Posten tidligere skrevet.

RITZAU