En kvindelig bilist blev torsdag standset ved en skole med så meget alkohol i blodet, at hun blev anholdt.

Det kunne være gået voldsomt galt, men en indsatsleder fra Beredskabet på Djursland fik hende standset i tide.

Han havde netop afleveret sit barn i skolen og var iført uniform på vej på arbejde, da en 48-årig kvinde kørte så tæt på ham, at det lød, som om de to biler snittede hinanden, skriver Randers Amtsavis.

Men kvinden fortsatte ufortrødent, selvom de to biler var foruroligende tæt på hinanden, og derfor vakte det mistanke hos indsatslederen.

Hun begynder at slingre, køre op og ned i fart lige foran Vestre Skole i Grenaa, og derfor forsøgte han at stoppe hende med fagter.

Det skulle dog ikke vise sig at være så nemt at få hende standset, så han fulgte efter hende til en parkeringsplads.

Her holdt indsatslederen hende under opsyn, indtil en patrulje ankom fra Østjyllands Politi. Og alkometeret viste ganske tydeligt, at hun var alkoholpåvirket.

Hun blev anholdt og sigtet for spritkørsel, ligesom hun straks fik inddraget sit kørekort og beslaglagt sin bil, fordi hun havde en promille over to.