Et omkring 50 meter langt stillads er tidligt tirsdag aften væltet ned over Nørrebrogade i København.

En 31-årig mand er som følge af episoden kørt til behandling på Rigshospitalet. Hans tilstand er kritisk, og de pårørende er underrettet.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Nicolai Ullits til Ritzau.

Politiet fik anmeldelsen klokken 17.31. Natten til onsdag er oprydningsarbejdet fortsat i gang, og området er lidt efter midnat derfor stadig spærret.

Det fortæller vagtchef Anette Ostenfeldt tidligt natten til onsdag.

- Det er Hjemmeværnet, der hjælper os med oprydningen derude. Man forventer at være færdig mellem klokken 02.00 og 03.00, siger hun.

Stilladset væltede omkring Nørrebrogade nummer 230, hvor flere elledninger også blev revet ned på kørebanen.

Ifølge Anette Ostenfeldt er politiet i gang med at efterforske de nærmere omstændigheder omkring ulykken.

- Vi kan ikke sige noget om årsagen endnu. Nu bliver stilladset fjernet, og så har vi jo allerede foretaget en masse efterforskningsskridt – taget billeder og den slags. Så skal man til at analysere, hvad det er, der er gået galt, siger hun.

Operationschefen ved Hovedstadens Beredskab, Martin Schmidt Kjærsgaard, fortalte tidligere på aftenen til B.T., at man var ved at danne sig et overblik.

- Vi skal sikre, at det resterende stillads ikke falder ned, og at der ikke ligger nogen under, sagde han til mediet.

Til Ritzau siger vagtchefen, at man kun har meldinger om en enkelt tilskadekommen.

Som følge af afspærringer i området er flere buslinjer påvirket. Blandt andre 5C og 4A er akut blevet omlagt i begge retninger, skriver trafikselskabet Movia på sin hjemmeside.

RITZAU