Et stillads er natten til tirsdag væltet i København.
Der er dog ikke noget, der tyder på, at stilladset er blevet bevidst væltet i forbindelse med den konflikt, der brød ud tidligere på måneden.
Det fortæller vagtchefen hos Københavns Politi.
»Vi fik tidligere på natten en anmeldelse om et stillads, der var væltet. Vi vurderer ikke, at der er tale om hærværk,« fortæller han og tilføjer:
»Vi vurderer heller ikke, at der er en sammenhæng med de seneste dages hændelser omkring stilladser.«
I begyndelsen af december rev en gruppe demonstrerende stilladsarbejdede et stillads ned på Nørrebro i en konflikt om arbejdsforhold.
Men det er altså ikke den faglige konflikt, der siden har ulmet, der har ført til, at stilladset i Suensonsgade i Nyboder væltede natten til tirsdag, fortæller vagtchefen.
Ingen kom til skade i forbindelse med hændelsen.


