På knap tre måneder har NSK (National enhed for særlig kriminalitet) pågrebet eller anholdt syv personer i alderen 14-26 år – hvor fire var svenske statsborgere. 

Det kalder ledende politiinspektør for enheden Torben Svarrer for en eskalering. 

Sådan skriver Politiken ifølge TV 2. 

Han beskriver det som en »forretningsmetode, der er eskaleret«, hvor børn og mindreårige bliver hyret til at begå vold og drab i Danmark. 

I sommeren 2024 blev en række svenske drenge sigtet for alvorlige sager i Danmark. 

Dengang fortalte Torben Svarrer, at de unge drenge får en »større sum penge for at udføre personfarlig kriminalitet og herunder drab«. 

»Vi har set, at organiserede kriminelle på sociale medier efterspørger villige personer til at udføre personfarlig kriminalitet, og at unge svenskere desværre har påtaget sig opgaven mod betaling. Det er noget, vi selvsagt ser på med meget stor alvor,« sagde politiinspektøren dengang. 

Og nu er det altså en tendens, der har bredt sig til Danmark skriver mediet. 

Det er ikke kun børn, der bliver hyret til at begå kriminelle handlinger, men også børn, der begår kriminalitet, som har fået opmærksomhed i år. 

I maj blev syv børn i alderen 12 til 14 år tilbageholdt af Københavns Politi som følge af en efterforskning af en stribe røverier og overfald mod unge mennesker. 

Og det er ikke enestående. I april gennemførte Københavns Politi en anden aktion, hvor 13 unge i alderen 11 til 18 år blev anholdt eller tilbageholdt. 

Dengang kaldte justitsminister, Peter Hummelgaard (S), det for »dybt alvorligt, når børn og unge mistænkes eller sigtes for personfarlig kriminalitet« over for B.T. 

»Jeg mener, at det er et tegn på svigt fra forældrenes side, hvis børn og unge involveres i utryghedsskabende adfærd eller kriminalitet,« lød det dengang fra Peter Hummelgaard.