Politiet rykkede til Nørrebro efter en anmeldelse om, at nogen hørte skud omkring Folkets Park omkring midnat. Skud var der intet af, men nogle unge kastede til gengæld sten efter politiets patruljevogn.

Ingen kom dog til skade ved stenkasteriet.

- Der er en, der er blevet anholdt, fordi han ikke kunne finde ud af at forlade stedet, da han blev bedt om det. Han bliver sigtet for gadeuorden, fortæller den centrale vagtleder i Københavns Politi.

Efterfølgende var politiet til stede i området for at sikre, at det var ro på situationen.

Der er intet, der tyder på, at patruljevognen er blevet lokket i et baghold med en falsk anmeldelse. Men politiet får mange henvendelser om mulige skud på dette tidspunkt af året og frem til nytårsaften, fordi folk hører brag fra kanonslag og kinesere og forveksler det med skud.

- Vi har den tommelfingerregel, uden at det er helt firkantet, at hvis vi kun hører fra én borger, så er det en indikation på, at det formentlig ikke er et skyderi. For ellers plejer vi at blive kimet ned, fortæller han.