Politiet har været ude for at efterforske en hændelse lørdag på Brovejen.

Vordingborg. En families bil blev ramt af en sten kastet fra en bro i Vordingborg lørdag aften, og politiet efterforsker sagen, skriver TV ØST.

I bilen befandt sig en dreng på fire år. Bilen blev ramt på kølerhjelmen af en sten på størrelse med en knytnæve, da den kørte ad Brovejen. Stenen blev kastet fra en jernbanebro.

Hos politiet siger vagtchefen ifølge TV ØST, at man opfordrer eventuelle vidner eller andre til at henvende sig.

»Det kunne være gået galt. En brøkdel senere kunne stenen have ramt bilens forrude,« siger vagtchef Jan Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Tirsdag er det i øvrigt to år siden, at en tysk kvinde mistede livet, fordi der fra en bro over Fynske Motorvej blev kastet en sten mod den bil, hun kom kørende i. Politiet har ikke opklaret sagen, som behandles som drab.

I den tragiske fynske sag var den kastede sten dog meget tungere og dermed langt farligere end i hændelsen på Brovejen i Vordingborg.

/ritzau/