Den 16-årige LB, der er tiltalt for drabet på sin mor, 40-årige Tine Rømer Holtegaard, blev indadvendt og meget grænsesøgende i månederne inden drabet på sin mor 8. oktober sidste år. Det fortalte LB's stedfar under dagens retsmøde ved retten i Hjørring.

En pige der var fuld af løgn og bedrag, og som var fuldstændig umulig at styre for forældrene.

Så kontant var beskrivelsen fra stedfaren til den 16-årige LB, der sammen med hendes 29-årige ven er tiltalt for at have dræbt sin mor, 40-årige Tine Rømer Holtegaard, om aftenen den 8. oktober sidste år i familiens hjem i den nordjyske by Kvissel.

Læs også:

»I foråret 2014 blev LB mere og mere indadvendt og grænsesøgende, og hun overtræder alle de regler, der var i huset. Vi kan tydelig mærke, at der er noget galt, men hun siger ingenting, heller ikke da Tine tager hende med til egen læge. Psykiatrien ville ikke gøre noget, fordi LB ikke var syg nok, sagde de. Jeg fandt aldrig ud af, hvad der var galt, for LB ville jo ikke sige noget til os,« forklarede stedfaren, der blev gift med Tine Rømer Holtegaard i 2009.

Skænderier eskalerede

Tine Rømer Holtegaards enkemand var ikke hjemme på drabsaftenen, da han var på arbejde. Han fortalte i retten, hvordan forholdet mellem mor og datter for alvor gik ned ad bakke, da den dengang 15-årige LB og hendes tvillingesøster i sommeren 2014 fik arbejde på en restaurant i Lodsgade i Frederikshavn.

Læs også:

»Tine og LB havde ikke skændtes før, men det eskalerede fuldstændig efter LB og hendes søster begyndte at arbejde på restauranten. Jeg har aldrig mødt et ungt menneske, der er så fuld af løgn, svig og bedrag som LB. Hun levede et helt andet liv end sin søster. Fuldstændig ustyrlig - vi måtte hente hende i byen, hvor hun var fuld,« forklarede stedfaren i retten.

Læs også:

Stedfarens vidneforklaring gav et billede af et forældrepar, der desperat forsøgte at holde snor i deres ene datter, som ofte sov væk fra hjemmet i Kvissel.

»Da restauranten på et tidspunkt fik nye ejere, kaldte de Tine og jeg ind til en samtale. Det undrede vi os lidt over, men de fortalte, at der havde været et værelse i restauranten, hvor de ansatte kunne overnatte. Vi fandt ud af, at LB åbenbart tit havde overnattet dér, og det var derfor, vi ofte ikke kunne få fat i hende. Det havde vi overhovedet ingen anelse om. Derefter begyndte Tine at stramme snoren om LB, men det virkede hun fuldstændig ligeglad med,« fortalte stedfaren.

Har fået PTSD

Det var på restauranten i Frederikshavn, at den dengang 15-årige LB mødte den medtiltalte, 29-årige BMA, der er iransk statsborger. Tidligere i retssagen har vidner - heriblandt LB selv - fortalt, at Tine Rømer Holtegaard var skeptisk over datterens nye bekendtskaber. Særlig BMA.

Læs også:

»Har LB sagt, at I var racister,« spurgte anklager Karina Skou undervejs i stedfarens vidneforklaring.

»Ja, det sagde hun, men Tine havde jo heller ikke syntes om, hvis LB var sammen med en dansk mand på BMA's alder. Uenighederne handlede om det miljø LB var i på restauranten, ikke om hvorvidt det var indvandrere eller ej. LB's søster er jo kæreste med en indvandrer, men der har aldrig været problemer. Tine ville bare gerne se hvem LB var sammen med,« forklarede han.

Læs også:

Stedfaren var i retten tydelig mærket over tabet af sin ægtefælle - han var blandt andet klædt i en hvid t-shirt, hvor et billede af den afdøde Tine Rømer Holtegaard var påtrykt.

Stedfaren har også måtte opgive sit arbejde som socialpædagog. Ifølge en psykolog har han tegn på post-traumatisk stress-syndrom.

Læs også:

»Jeg tror ikke, jeg vil kunne vende tilbage til mit gamle job. Jeg kan ikke rumme det længere - jeg kan ikke engang rumme mig selv. Jeg lever i en verden af angst, had og afmagt. Jeg sover mellem 12 og 16 timer i døgnet. Jeg er gået fra en stærk mand til kinesisk porcelæn på meget kort tid. At miste sin kone på den her måde, det gør noget ved én,« sagde han i retten.