For to uger siden forlod en 46-årig svensker retten som en fri mand. Men det punktum, der blev sat i den omtalte Eddie-sag, viste sig kun at være foreløbigt.

Domsafsigelsen er nemlig blevet anket af Statsadvokaten. Det betyder, at den 46-årige igen bliver tiltalt for drabet på Eddie Karl-Johan Christensen.

Denne gang i landsretten, oplyser hans forsvarer Jens Christian Christensen til B.T., der fortæller, at han modtog meldingen tirsdag.

»På vegne af min klient er jeg skuffet. Jeg mener, der blev sat et korrekt punktum.«

»Når et enigt nævningeting i byretten beslutter det, så bør man lægge det til grund. Men det kan jeg kun tage til efterretning,« lyder det fra forsvarer Jens Christian Christensen, der ikke har yderligere kommentarer til Statsadvokatens afgørelse.

Den 47-årige på vej væk fra Retten i Hjørring i oktober. Han forlod retten sammen med hans søn og hustru.
Den 47-årige på vej væk fra Retten i Hjørring i oktober. Han forlod retten sammen med hans søn og hustru. Foto: Sebastian Døssing
Vis mere

Den 46-årige fik 5. oktober 10 måneders fængsel for usømmelig omgang med lig og overtrædelse af våbenloven. Den medtiltalte, 53-årige Bengt Johan Reistad, blev samme dag idømt 13 års fængsel for drabet.

Under retssagen gik anklager Kim Kristensen efter to domme for manddrab.

»Det her er ikke enten eller.«

»De tiltalte skal dømmes for sammen at have dræbt Eddie. Der er ikke kun én, der kan stilles til ansvar. Den 53-årige skød Eddie, men den 46-årige agerede før, under og efter. Han skal også dømmes skyldig i manddrab,« sagde Kim Kristensen i sin procedure.

Med tirsdagens anke går Statsadvokaten altså efter samme. Nemlig at få den 46-årige dømt for drab.

Tidspunktet for ankesagen er endnu ikke fastlagt. Ifølge Jens Christian Christensen er det ikke urealistisk, hvis det bliver i foråret 2022.

Eddie blev dræbt i maj sidste år, da han blev skudt, brændt og forsøgt bortskaffet. I dagene efter blev 46-årige og Bengt Johan Reistad anholdt og sigtet i sagen.

I september i år blev retssagen mod de to indledt, og efter otte retsmøder blev det foreløbige punktum i sagen sat.

Bengt Johan Reistad ankede dommen mod sig på stedet.