Først blev dødsfaldet blot italesat som mistænkeligt.

Senere meldte det grøndlandske politi ud, at en 39-årig mands dødsfald i byen Ittoqqortoormiit 30. august i år blev efterforsket som et drab.

Et lille halvt år efter, er hammeren nu faldet for gerningsmanden bag det grusomme drab.

Det skriver den grønlandske anklagemyndighed på X.

Gerningsmanden stak ifølge anklagemyndigheden den 39-årige så mange gange med en kniv, at han døde af sine skader.

Med det til grund har Semersooq Kredsret mandag idømt gerningsmanden anstaltsanbringelse i syv år for mordet.

Ifølge det grønlandske medie Sermitisaq, der har været til stede under retssagen, er gerningsmanden en 27-årig mand.

I retten kom det desuden frem, at den 27-årige og 39-årige havde været til den samme fest 30. august.

Af afhøringsrapporten, der blev læst op i retten, fremgik det, at de to var blevet alene tilbage, da de øvrige deltagere var taget til efterfest.

Gerningsmandens lillebror vidnede i retten og fortalte, at hans storebror havde fortalt ham på aftenen, at han havde slået den 39-årige ihjel, mens gerningsmanden også selv på aftenen for mordet havde tilstået.

Her fortalte han, at han havde stukket den 39-årige med en kniv, som han fandt i køkkenet. Mordvåbnet er dog ikke blevet fundet.