Alt mindede om en almindelig indkøbstur, da en mand 3. februar indfandt sig i Coop 365 på Norges Allé i Aarhus N.
Han gik ind i butikken, og fyldte kurven med dagligvarer.
Men da han skulle forlade forretningen, gik han forbi kassen uden at betale.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Da en ansat forsøgte at stille sig i vejen for den alternativt handlende gerningsmand, blev den ansatte skubbet hårdt væk, hvorefter personalet blev udsat for trusler.
Og det er ikke første gang, politiet mener, at manden har handlet varer med femfingers rabat.
Også 19. december sidste år kom han ind i butikken, stjal flere varer og truede personalet, da de forsøgte at standse ham, skriver politiet.
Østjyllands Politi har forsøgt at finde frem til gerningsmanden, men da det ikke er lykkes, udsender de nu hans billede, i håb om at få hjælp fra offentligheden.
Ingen af de ansatte er kommet til skade, men da manden både har truet og skubbet personalet, efterforskes sagerne som røverier.
Kan du genkende manden, beder politiet om, at man kontakter dem på 114.
