Stak af fra retten: 28-årig sagde, han skulle på toilettet


Et grundlovsforhør i Viborg udviklede sig dramatisk fredag.
Her skulle en 28-årig mand fremstilles sammen med en medsigtet i en sag om salg af narkotika.
Men så langt kom man aldrig, skriver Viborg Folkeblad.
Den sigtede spurgte betjente i retten, om han måtte låne toilettet, og da han havde fået grønt lys, stak han af.
Det kunne betjentene ikke forhindre og alarmerede i stedet politiet, der i skrivende stund endnu ikke har fundet frem til den 28-årige.
Det har medført, at Midt - og Vestjyllands politi har efterlyst den 28-årige Mikkel Møldrup Jensen, som vurderes som ikke værende farlig.
Efter den 28-åriges flugt ar det kun hans medsigtede, der blev fremstillet i grundlovsforhøret.
Lokalmediet skriver, at de to mænd er sigtet for at have været i besiddelse af 248,8 gram kokain samt 31.000 kroner i kontanter.
Beløbet menes ifølge anklagemyndigheden at stamme fra narkosalg.