Tre udenlandske gæster troede, at de kunne slippe afsted med et gratis ophold på et hotel i Nakskov på Lolland.

Men den gik ikke, for hotellet fik hurtigt fat i politiet, som klokken 15.21 fik anholdt en 20-årig kvinde og senere også en 27-årig mand og en 59-årig mand. 

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.

De er sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at bortfjerne sig uden at betale. 

Men det slutter ikke her. 

De er nemlig også sigtet for at have stjålet 10 værelsesnøgler fra hotellets reception.

Derudover fandt politiet også en skuldertaske med indhold af bankkort og sundhedskort, der tilhørte en kvinde fra Nakskov. De tre udenlandske gæster er derfor også sigtet for tyveri af tasken.

Politiet har senere fundet ud af, at kortet er blevet brugt til betaling i to supermarkeder tidligere på dagen.

De tre anholdte har bopæl i Sverige og blev afhørt på politistationen i Rødbyhavn. De blev løsladt igen klokken 17.36.