28-årig nægter sig skyldig i de tre sigtelser, som Københavns Politi har rejst.

En syrienkriger skal efter hjemsendelsen fra Tyrkiet opholde sig de næste 27 døgn i en fængselscelle.

Det er resultatet af et grundlovsforhør tirsdag eftermiddag, hvor dommer Lisbeth Christensen slår fast, at der er en særligt bestyrket mistanke om, at han blandt andet har truet med terror.

Ahmad Salem el-Haj, der blev kvæstet i et bombeangreb og derfor sidder i kørestol, har fortsat en hætte trukket op over hovedet, da tilhørere føres ind i retslokalet for at høre dommerens afgørelse.

Hun slår fast, at der ikke blot er en begrundet mistanke - men at den er særligt bestyrket.

Det vil sige, at fængslingen skyldes hensynet til folks retsfølelse.

Det er forholdsvist sjældent, at dommere bruger denne begrundelse i forbindelse med varetægtsfængsling.

Den 28-årige danskpalæstinenser el-Haj, der stammer fra Brabrand ved Aarhus, nægter sig skyldig i at have truet med terror, offentligt at have tilskyndet til forbrydelser og i at have opholdt sig i et "forbudt" område i Syrien.

De to førstnævnte forbrydelser skal være sket i forbindelse med en propagandavideo fra 2013. Den blev optaget i 2013 i Syrien. Her ser man fire mænd skyde til måls efter skydeskiver, som er forsynet med fotos af blandt andre Anders Fogh Rasmussen og Naser Khader.

Efter et langvarigt ophold hos Islamisk Stat flygtede den sårede mand i 2017 til Tyrkiet med sin hustru og parrets to børn, har Weekendavisen tidligere oplyst.

- Jeg blev presset til at lave den. Jeg har ikke noget imod Danmark, har han sagt til Weekendavisen.

I Tyrkiet er den 28-årige idømt flere års fængsel for terrorisme. I sidste uge annoncerede Tyrkiets indenrigsminister, at man ville begynde at hjemsende IS-krigere til deres hjemlande, og el-Haj stod åbenbart øverst på listen over danske statsborgere.

Men det officielle Danmark rynker på næsen og udtrykker forargelse.

- Mod vores ønske er der nu desværre fremmedkrigere, som kommer til Danmark. Lad mig sige noget direkte til jer: I er ikke velkomne i Danmark, skrev statsminister Mette Frederiksen (S) mandag.

/ritzau/