Stadfæstes: Tre års fængsel for at sende døtre på genopdragelsesrejse
En 57-årig mand idømmes tre års fængsel for at have sendt sine døtre på genopdragelsesrejse til Somalia.
En 57-årig mand idømmes tre års fængsel for at have sendt sine døtre på genopdragelsesrejse til Somalia.
Vestre Landsret har tirsdag idømt en 57-årig mand tre års fængsel for at have sendt sine tre døtre på genopdragelsesrejse til Somalia.
Det er den samme dom, som Retten i Aarhus idømte manden tidligere i år.
De tre piger, der dengang var 7, 12 og 14 år gamle, blev i sommeren 2022 sendt til Somalia af deres far.
Under opholdet blev de indespærret, fik forbud mod at tale dansk og tvunget til at gå i koranskole.
De to ældste piger blev desuden udsat for vold hver eller hver anden dag. Her blev de blandt andet slået og pisket med en vandslange, en ledning og en fejekost.
Ved at tvinge sine døtre til at opholde sig i Somalia under disse forhold har den 57-årige dermed bragt børnenes sundhed og udvikling i fare, vurderer landsretten.
Manden dømmes desuden for at have truet den ældste af døtrene og for at have udsat to af døtrene for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter.
RITZAU