Står til kæmpebøde: Solgte farlige croissanter


Farlige croissanter, mangelfuld mærkning og et for varmt kølerum med blandt andet pølser og pålæg.
Det er overskrifterne på den straffesag, som Københavns Politi har rejst mod virksomheden Lygten Bazar Aps med adresse på Lygten 11 i Københavns Nordvestkvarter.
Derfor vil politiet kræve, at fødevarevirksomheden idømmes en solid bøde på 90.000 kroner, når sagen i næste uge behandles ved Retten på Frederiksberg.
Ifølge anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i, solgte forretningen i efteråret 2020 nogle hundrede croissanter med henholdsvis vaniljecreme og chokolade, selvom Fødevarestyrelsen havde vurderet, at de var farlige og burde trækkes tilbage fra markedet.
Desuden havde Lygten Bazar på samme tidspunkt en halv snes fødevarer til salg med utilstrækkelig mærkning.
Det drejede sig blandt andet om kager, vanilje og forskellige former for dessertslik.
Her var mærkningen ikke på dansk og/eller uden mærkning for allergener.
Og endelig havde forretningen et såkaldt kølerum, hvor lufttemperaturen var over 10 grader celsius, selv om der blev opbevaret fødevarer i det – herunder pølser og pålæg. Det kunne ifølge tiltalen medføre sundhedsfare.
Da B.T. telefonisk kontakter Lygten Bazar for en kommentar til retssagen, lyder meldingen, at man fra forretningens side stiller sig noget undrende over for tiltalen.
»Den slags kan ikke undgås. Vi kan ikke følge med i alle reglerne. Vi har prøvet at ringe til retssystemet og politiet, men vi kan ikke få at vide, hvad det drejer sig om. De siger bare, at vi skal møde op til retssagen,« siger en mand, der præsenterer sig som Carlos Hansen – ansvarlig for både grøntsager og telefon i Lygten Bazar.
Ifølge den telefonansvarlige er de kritiserede forhold fra 2020 for længst blevet bragt i orden i overensstemmelse med reglerne fra Fødevarestyrelsen.
»Det har vi gjort, når vi ved de tidligere besøg har fået at vide, hvad der har været galt. Så er det blevet rettet op. Ellers har man ikke ret til at drive forretning, jo,« tilføjer talsmanden.