En autolagerhal i Henne i Vestjylland brød tirsdag i flammer, og beboere i området blev på grund af kraftig røgudvikling  opfordret til at gå indenfor og lukke både døre og vinduer.

Også togdriften i området blev standset, da tog kører lige forbi brandstedet.

Omkring klokken 13.00 kom politi og brandfolk frem til stedet for at få kontrol over ilden.

Branden er nu under kontrol, oplyser vagthavende ved Syd- og Sønderjyllands Politi Ole Aamann til B.T.

Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

»Nu skal man bare have det sidste efterslukket.«

»Den kraftige røgudvikling er væk, men der er stadig lidt røg i området, så man skal ikke bevæge sig ind i røgen,« siger Ole Aamann.

Togene er begyndt at køre igen, men de kører langsomt forbi brandstedet, oplyser Ole Aamann.

Ingen er kommet til skade i forbindelse med branden.

Men der er sket større materielle skader på lageret med auto-reservedele.

Henne Stationsby ligger cirka 15 kilometer vest for Varde.