Jonas Krüger Larsen husker ingenting.

Men da han så en video af skrækulykken, fik det ham til at prise sig lykkelig over én ting.

»Det var som at se en gyserfilm. Bare med mig selv i hovedrollen, siger Jonas Krüger Larsen til TV Midtvest.

30. april sidste år var han involveret i en voldsom arbejdsulykke på en byggeplads i Ikast.

Her væltede en mobilkran ned i den lift, Jonas Krüger Larsen arbejdede på – med det resultat, at han fløj otte meter op i luften og ramte hårdt ned på nogle stålplader.

Utroligt nok kan flyveturen have været hans redning.

Efter at have set videoen af arbejdsulykken med nogle venner er Jonas Krüger Larsen nemlig ret sikker på, at han var blevet »banket fuldstændig i stykker« og havde mistet livet, hvis han havde været spændt fast til liften, da den blev ramt af mobilkranen.

Jonas Krüger Larsen blev kørt på hospitalet i kritisk tilstand efter den voldsomme arbejdsulykke og endte med at ligge 15 dage i koma.

Han døjer med smerter og har stadig tre brud på ryggen, men ikke desto mindre føler Jonas Krüger Larsen sig heldig over at være i live.

Tirsdag blev ejeren af kranfirmaet NHL Løft idømt en bødestraf på 140.700 kroner for at have handlet uagtsomt, skriver TV Midtvest.

Det skyldes, at der ifølge Retten i Herning ikke blev ført tilstrækkeligt tilsyn på byggepladsen. Mobilkranens støtteben var ikke slået ud, da arbejdsulykken skete.