Politi og brandfolk rykkede tirsdag aften ud til brand i videoovervåget garage, men brand var ikke problemet.

Aalborg. Politi og brandvæsen rykkede tirsdag aften talstærkt ud til en garage i Mariager-området efter en anmeldelse om, at garagen stod i brand.

Det var garagens ejer, der slog alarm. Han har et kamera i garagen, som han så kan overvåge med sin mobiltelefon.

Tirsdag aften så han, at der var helt sort i garagen, og han tænkte, at den var fyldt med røg. Derefter ringede han 112.

- Han har et par biler og nogle gasflasker stående i garagen, så vi sendte den helt store udrykning derud, siger vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi.

Men da beredskabet nåede frem, var der ingen røg at se.

- Vi bad om at se hans mobiltelefon, og det kunne ganske rigtigt godt se ud, som om garagen var fuld af røg, fortæller vagtchefen.

Politiet besluttede at undersøge sagen nærmere.

- Det viste sig, at der sad en stor, fed spyflue på kameraet, så vi kørte hjem igen, siger Per Jørgensen.

/ritzau/