To bilister på den københavnske vestegn er endt i store problemer, efter de begge i to separate tilfælde blev knaldet af politiet for spritkørsel.
De blev begge taget i at køre med uhørt høje promiller og har fået frakendt deres kørekort.
Det skriver Københavns Vestegns Politi via Politi Update.
I det første tilfælde kørte en 36-årig østeuropæisk bilist i Ballerup med en promille på 3,04.
Østeuropæeren fik frakendt sin førerret i 3,5 år og blev idømt 20 dages betinget fængsel.
Den anden episode udspillede sig i Skovlunde, hvor en mand blev taget bag rattet med en promille på 2,25.
Her fik manden også frakendt sin førerret i tre år, mens fængselsdommen for vedkommende lød på 30 dages betinget fængsel med samfundstjeneste.
Ifølge Netdoktor får man udtalte forgiftningssymptomer og manglende selvkontrol ved en promille på 2,0.
Ved 3,0 mister man for eksempel kontrol med urinblæren, og man kan blive bevidstløs.

