Det gik voldsomt for sig, da flere politipatruljer onsdag aften forsøgte at stoppe og anholde en 44-årig mand i København.

Dramaet tog sin begyndelse kl. 22.50, da en patruljevogn fik den 44-årige mand til at holde ind i nødsporet på Øresundsmotorvejen kort før Øresundstunnelen.

De to politifolk måtte dog pludselig springe for livet, da de var steget ud af patruljevognen, fordi den 44-årige bakkede mod dem med sin Honda Accord.

Herefter vendte han sin bil og fortsatte i mørket med høj hastighed mod færdselsretningen tilbage i retning mod Kastrup, men uden tændte lygter.

To tilkaldte patruljevogne med sammenlagt fire politibetjente, der kom kørende ad motorvejen mod stedet med blå blink og sirenerne tændt, var i minutterne efter begge tæt på at blive ramt.

Den ene måtte foretage en undvigemanøvre for at undgå et frontalt sammenstød, mens den anden måtte både bremse og undvige.

Under flugten fra politiet nåede flugtbilisten ifølge politiets rapporter flere steder op på at køre 215 km/t., inden han blev anholdt. En udåndingsprøve viste, at han havde en alkoholpromille på 0,86.

Ved et grundlovsforhør i Dommervagten i Københavns Byret blev den 44-årige spritbilist torsdag sigtet for blandt andet spirituskørsel og for med sin hensynsløse kørsel at have forvoldt nærliggende fare for andres liv eller førlighed. Desuden blev han sigtet for at have været en voldelig trussel over for de tilstedeværende politifolk.

Den 44-årige nægtede skyldig og ønskede ikke at udtale sig i retten. Dommeren besluttede, at han skulle varetægtsfængsles for foreløbig 13 dage.