Søndag formiddag blev en bilist standset på en rasteplads ved Tuelsø nær Sorø efter at andre trafikanter havde anmeldt, at den slingrede afsted på Vestmotorvejen, mens føreren så ud til at drikke under kørslen.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.

Føreren af den uforudsigelige bil var en 38-årig mand fra Litauen, der efter standsningen steg ud af sit køretøj med en flaske whisky i hånden.

En alkometertest viste, at den 38-årige mand havde en promille på over 3, og det samme resultat gjaldt den kontroltest, der senere blev foretaget. 

Søndag klokken 10.17 blev manden anholdt og sigtet for spirituskørsel. 

Politiet oplyser, at bilen, som den 38-årige mand kørte i, blev beslaglagt, og at han mandag klokken 10.00 blev fremstillet i grundlovsforhør i retten. 

Anklager ved retsmødet mandag, Helle Just Krag, fortæller til B.T., at den sigtede er blevet varetægtsfængslet til 25. august med henblik på, at han kan blive sendt hjem til Litauen, når sagen er behandlet færdig.

Ifølge Rådet for Sikker Trafik er straffen for at køre bil med en promille på over 2 for førstegangstilfælde – hvor der ikke er sket nogen ulykke i forbindelse med spirituskørslen – ubetinget frakendelse af kørekort i mindst 3 år, 20 dages betinget fængsel, bøde svarende til en netto månedsløn og mulig konfiskering af køretøj.