Salget af nytårskrudt og raketter er i fuld gang. Også af det, der ikke er lovligt.

En video viser to mørkklædte personer placere fyrværkeri i en cykeltunnel tæt ved storcentret Rosengårdcentret og Ikea i Odense. TV 2 Fyn har set videoen. 

Fyrværkeriet er en deodorant med gaffatape og et kanonslag monteret rundt om.

I videoen antændes lunten, personerne i videoen løber væk, og sekunder efter høres et brag, og tunnelen lyser op i orange lys fra ild.

Mediet har set flere af den type videoer, hvor kraftige brandbomber bliver sprængt på offentlig gade i Odense. 

Handlinger, som Fyns Politi kalder klart ulovlige. 

»Det, der bekymrer mig mest, er, at det foregår et sted, hvor der kan komme tilfældige forbi,« siger Kim Ingemann Nørgaard, politikommissær hos Fyns Politis beredskab.