Ingen kom til skade, da en voldsom eksplosion onsdag morgen raserede Pizza 73 i Vanløse.

Men var nogen kørt eller gået forbi i det øjeblik, eksplosionen fandt sted, så kunne det meget vel have set anderledes ud.

Sådan lyder vurderingen fra Peter Hald, der er ph.d. i kemi ved Aarhus Universitet og reserveofficer ved ingeniørregimentet.

»De kunne sagtens have været blevet lemlæstet eller dræbt. Man kan se, at fragmenterne har haft fart nok på til, at de har kunnet flyve på tværs af vejen og lave skader på bygningen overfor. De havde ikke være sunde at stå i vejen for,« forklarer Peter Hald, der udelukkende udtaler sig på baggrund af billeder fra stedet.

Jyllingevej er afspærret ved Ålekistevej onsdag morgen.
Jyllingevej er afspærret ved Ålekistevej onsdag morgen.
Vis mere

Han bakkes op af den rådgivende ingeniør og erfarne sprængstofekspert Erik Krogh Lauritzen.

»Det er helt givet, at både bilister, cyklister eller andre, der har været foran bygningen, har været i yderste livsfare,« forklarer han.

Københavns Politi afholdt onsdag formiddag et pressemøde, hvor de efterlyste tre personer, der var set i området få minutter inden eksplosionen, heriblandt en mand med en hvid pose.

De oplyste samtidig, at eksplosionen var sket inde i bygningen, men ikke hvad der har forårsaget den voldsomme eksplosion.

Men kigger man på billeder fra stedet, så er der ifølge Peter Hald en lang række faktorer, der peger i retning af, at der er placeret en form for sprængladning lige inden for bygningens hovedindgang.

Foto: Bjørn Nielsen / Byrd
Vis mere

»Man kan se, at der har været en koncentreret trykudvikling, som formentlig er sket lige inden for vinduet. Pladen under vinduet er helt væk, og så bliver skaderne mindre, når man kigger længere ud til siderne. Så det kunne godt ligne, at nogen har smadret vinduet og placeret en sprængladning lige indenfor,« forklarer Peter Hald.

Både Peter Hald og Erik Krogh Lauritzen tilføjer, at det er svært at vurdere eksplosionens styrke, fordi den er sket inde i bygningen. Erik Krogh Lauritzen mener dog, at der er tale om en mindre eksplosion end den, der raserede Skattestyrelsen for ganske få måneder siden.

Chokerede ejere

B.T. mødte onsdag formiddag de to personer, der ejer Pizza 73. Ikke mange meter fra det nu raserede pizzeria stod de to og var tydeligt berørte af situationen. På afstand kunne de se, hvordan bomberyddere klædt i store militærgrønne dragter forsigtigt undersøgte bygningen.

Ejerne ønskede ikke at stille op til interview, men fortalte kort, at de klokken 10.30 endnu ikke havde fået lov til at komme ind og se skaderne på bygningen, og at de selvfølgelig var meget »chokeret« over, at de nu er blevet ofre for den tiende eksplosion i Københavnsområdet siden februar i år.

For nuværende er der ifølge politiet ikke noget, der tyder på, at onsdagens eksplosion har en sammenhæng med de andre eksplosioner, der har ramt hovedstaden i år.

»Der er ingen indikationer på det på nuværende tidspunkt, men jeg kan samtidig heller ikke afvise det. Men vi tror det ikke,« lød det fra vicepolitiinspektør Brian Belling på onsdagens pressemøde, og han tilføjede senere:

»Jeg vil gerne slå fast, at vi tager eksplosioner som den her meget alvorligt. Det skal ikke ske i de københavnske gader, så der er sat massivt ind for at finde gerningsmændene bag det her og få dem stoppet.«