Amagermotorvejen har søndag aften været præget af flere færdselsuheld.

Det sker, efter at en spøgelsesbilist har kørt mod færdselsretningen på motorvejen.

Det oplyser vagtchef Rasmus Nielsen fra Københavns Politi til Ritzau.

»Vi har bragt en spøgelsesbilist til standsning. Der er tale om en ældre herre, der fremstår konfus,« siger han.

Videre understreger han, at der ikke er noget, der tyder på, at manden forsætligt har kørt imod kørselsretningen.

På sin rute er manden kørt fra Vestegnen mod Amager - og politikredsen er i øjeblikket i færd med danne sig et overblik over ruten.

Ifølge vagtchefen er en motorcyklist blandt andet blevet ramt omkring broen. 

For nu er en vognbane på Amagermotorvejen spærret som følge de flere uheld, bilisten har forårsaget. 

Der er ikke meldinger om tilskadekomne.