Op mod 20 minutter gik der, før det lykkedes politiet at få stoppet en såkaldt 'spøgelsesbilist' på motorvejen.

Nordjyllands Politi fik de første meldinger om en spøgelsesbilist natten til søndag klokken 02:25.

Det skriver Nordjyske.

Bilisten - der viste sig at være en ældre mand på 80 år - kørte på det tidspunkt mod syd i det nordgående motorvejsspor på E45, Frederikshavn-motorvejen.

Længe forsøgte politiet forgæves at få manden til at standse, før det til sidst lykkedes.

Klokken 02.45 blev hans bil standset ved Sundsholmen ved Nørresundby.

Til Nordjyske fortæller vagtchefen hos Nordjyllands Politi, Bruno Brix, at der var flere farlige situationer under den ældre mands køretur mod færdselsretningen.

Ingen blev dog hverken ramt eller kom til skade. Den 80-årige mand er blevet sigtet for at have forvoldt fare for andres liv og helbred, og politiet mener, han har været forvirret og ikke vidst, han kørte i den forkerte retning på motorvejen.