'Feeling Sad', 'The Meme', 'Killer Music' og 'Last Thing To Listen To'.

Sådan lyder navnet på de fire musikplaylister, der søndag aften lå på den formodede gerningsmands YouTube-profil.

Alle var de i weekenden blevet opdateret, og alle indeholder de sange, der handler om våben, krig eller har relation til kriminalitet.

Det kan B.T. nu give et detaljeret indblik i.

Eksempelvis indeholder playlisten 'The Meme', der blev opdateret samme dag som angrebet, sangtitler som 'I Kill Pedophiles', 'I Want To Die In War' og 'Kill Yourself'.

Samtidig findes temasangen til 'Mumitroldene' også på playlisten.

Den mindste af playlisterne er 'Killer Music', der blev opdateret dagen før skyderiet i Field's.

Her ses et af de billeder, som den formodede gerningsmand lagde på sin Instagram-profil søndag eftermiddag.
Her ses et af de billeder, som den formodede gerningsmand lagde på sin Instagram-profil søndag eftermiddag.
Vis mere

Her findes eksempelvis Linkin Park-sangen 'The Catalyst'.

En sang, der af fans og musiknørder analyseres til at handle om et samfund, der hver eneste dag frygter at blive udslettet af en atombombe.

Mere dyster er den næste sang på playlisten.

Det er nemlig en såkaldt mashup, hvor sangen 'Pumped Up Kicks' af The Foster People er sat sammen med Gorillaz' 'Feel Good Inc.', og her er særligt den første sang interessant.

'Pumped Up Kicks' handler om drengen Robert, der får nok af at blive mobbet og planlægger et skoleskyderi.

Historien i sangen er fiktiv, men på den mistænktes YouTube-video indgår Eric Harris og Dylan Klebold, som i 1999 dræbte 15 mennesker på Columbine Highschool.

Her ses et skærmbillede fra en af de videoer, som den formodede gerningsmand lagde op inden skyderiet.
Her ses et skærmbillede fra en af de videoer, som den formodede gerningsmand lagde op inden skyderiet.
Vis mere

På YouTube-kanalen har den formodede gerningsmand også lagt en række videoer op, hvor han poserer med skydevåben, og under flere af dem fremgår teksten:

'Quetiapine doesn't work.'

Quetiapin er et medicinsk middel, der bruges til at behandle psykotiske lidelser, og mandag morgen kunne politiet bekræfte, at den mistænkte er kendt i psykiatrien.

Det er dog ikke kun på YouTube, at den anholdte har efterladt spor efter sig.

B.T. fandt søndag aften vedkommendes Instagram-profil, og her dukkede flere gruopvækkende billeder op.

På to af dem har den 22-årige mand fremstillet sin egen død med kunstigt blod.

Her ses et af de billeder, som den formodede gerningsmand lagde på sin Instagram-profil søndag eftermiddag.
Her ses et af de billeder, som den formodede gerningsmand lagde på sin Instagram-profil søndag eftermiddag.
Vis mere

Det drejede sig om både stories og opslag på Instagram-profilen, og det er ikke overraskende, fortæller Christopher Kehlet Ebbrecht.

Han er ph.d.-studerende på Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, og forsker bl.a. i skoleskyderier.

Han ønsker ikke at vurdere den formodede gerningsmands ageren på de sociale medier, men han fortæller, at man ofte ser, hvordan 'spor' bliver efterladt af eksempelvis skoleskydere.

»Det er ikke atypisk, at man kommunikerer et budskab ud, før man udfører et angreb, og det er ikke unormalt, at det sker umiddelbart før et angreb,« siger Christopher Kehlet Ebbrecht.

I den formodede gerningsmand tilfælde er der blevet lagt videoer og billeder op på Instagram og YouTube, men det kan eksempelvis også være et manifest.

»Noget forskning peger i retning af, at det ofte er en frustration, man gerne vil kommunikere, og så lægger man det ud, fordi man ved, at folk vil finde det efter den hændelse, man udfører. Det har vi set flere gange.«