Den tredobbelte verdensmester i speedway, Nicki Pedersen, har haft indbrudsforsøg, og det har fået ham til at dele overvågningsbilleder- og video fra hændelsen på Facebook.

‘Vores ubudne gæster fra i nat glemte at sige farvel. Vi var så heldige alligevel at kunne se dem. 2 unge knægte forsøgte natten til mandag kl 00.23, at trænge ind i vores hjem på Gl. Strandvej i Middelfart ved at kaste en sten igennem ruden, som ikke lykkedes dem. Med dem havde de den store sten og 2 bidetænger,’ skriver han.

Ifølge Fyens.dk er huset, der ligger på Gl. Standvej mellem Middelfart og Strib, nybygget, og Nicki Pedersen har kun boet der nogle måneder.

Nicki Pedersen har tre gange vundet titlen som verdens bedste speedwaykører. Arkivfoto
Nicki Pedersen har tre gange vundet titlen som verdens bedste speedwaykører. Arkivfoto Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Til de delte overvågningsbilleder, der også er delt på en lokal Facebook-gruppe med flere end 7.000 medlemmer, skriver Nicki Pedersen en opfordring til, at hans følgere deler billederne.

’Del gerne. De skal findes,’ skriver han.

Billederne kan dog være på kant med loven, da en dom i 2016 slog fast, at en butiksejer ulovligt havde offentliggjort en video af tyve i 2014.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra Nicki Pedersen.