Tre af de fire mænd, der natten til tirsdag 11. september omkom i en speedbådulykke nord for Hundige Havn, var påvirkede af alkohol.

Det viser undersøgelser af de fire afdøde fra Retskemisk Institut, som Midt- og Vestsjællands Politi har fået foretaget.

Speedbådulykken fandt sted i kulsort nattemørke mellem klokken 01 og 01.30 natten til tirsdag, da fire mænd i en 17 fod lang speedbåd sejlede over en stenhøfde nord for Hundige Havn. Båden vendte sig i luften og de fire mænd druknede - men inden da var de set af adskillige vidner i og omkring København - i højt humør og med alkohol i båden.

Blandt andet tog en tilfældig forbipasserende i Nyhavn et billede af en båd magen til den forulykkede -med adskillige dåseøl og en næsten tom flaske spiritus ombord.

Af analyseerklæringerne fremgår, at en af de omkomne var ædru. De øvrige tre havde promiller, som oversteg grænsen på 0,5 promille, der er grænsen for lovligt at kunne føre en speedbåd i henhold til lov om sikkerhed til søs.

Politiet vil ikke ud med, hvor meget alkohol, de tre mænd havde indtaget - men undersøgelserne viser, at det ikke var den formodede fører af båden, der var ædru.

Efter ligsynet konkluderede retsmedicinerne, at det after alt at dømme var ejeren af båden, en 51-årig direktør fra Greve, der havde ført båden på ulykkestidspunktet. Modsat de tre andre, der kun havde blå mærker, havde han skader efter styretøjet ved maveregionen.

Søfartsstyrelsen har afsluttet den tekniske undersøgelse af speedbåden og har ikke fundet fejl ved fartøjet.

Med de nye undersøgelser agter politiet agter at henlægge sagen, idet myndighederne ikke forventer at kunne indlede en straffesag mod nogen overlevende i forbindelse med ulykken.

De døde mænd er mellem 45 og 53 år. Tre af dem er fra Greve, mens den fjerde boede i Roskilde. Båden og de druknede mænd blev fundet dagen efter ulykken.